Tilfreds håndboldtræner: Jeg glemmer aldrig den her dag

Grundspillet i herrehåndboldligaen blev efter stor dramatik onsdag aften afgjort. Og for en af de implicerede, var det en dag, han ikke glemmer.

Sønderjyske Håndbold fik få timer før kampen mod Mors-Thy onsdag aften beskeden om, at KIF Kolding København fik fratrukket fem point, hvoraf to gik til Sønderjyske. En usædvanlig optakt til kampen, og efter Sønderjyske slog Mors-Thy med cifrene 25-28, så var det en tilfreds cheftræner, som kunne se tilbage på en hektisk dag.

- Det har været en dag, man aldrig nogensinde kommer til at glemme, tror jeg, sagde Sønderjyskes cheftræner Morten Henriksen til Sønderjyskes hjemmeside og fortsætter:

- Jeg er glad for, at vi på vores front, ligesom de andre der havde mest på spil, kunne afgøre tingene selv.

Sejren betyder, at Sønderjyskes sæson bliver forlænget, da de nu skal møde Bjerringbro-Silkeborg, Team Tvis Holstebro og netop KIF Kolding København i slutspillets ene pulje.

Længere nede i tabellen kunne Ribe-Esbjerg glæde sig over deres sejr over Skanderborg onsdag aften, der betyder, at klubben bliver i ligaen og får en lang sommerferie.

- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi undgår nedrykningsspillet og stadig har status som ligahold især når jeg også ved, hvad der er brugt af tid og energi bag kulisserne, så vi kan betale tilbage på det, sagde Claus Uhrenholt, der er cheftræner i Ribe-Esbjerg, til Ribe-Esbjergs hjemmeside efter grundspillet var afgjort.

Du kan her se, hvad Sønderjyskes cheftræner Morten Henriksen sagde efter kampen:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.