Øboere tilfredse med borgmesterskifte

På gaden i Nordby på Fanø er der glæde over borgmesterskiftet: Nyt blod og værd at prøve af, lyder det blandt andet fra nogle af øens borgere.

Ingen på gaden i Nordby på Fanø, som TV SYD mødte onsdag eftermiddag, var egentlig utilfredse med den netop vragede borgmester Erik Nørreby (V). Men alle utrykker glæde over, at en ny ærea kan begynde med den nyvalgte borgmester Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste i spidsen.

quote

Jeg synes, det er godt med noget nyt blod. Kristine er ung med en masse gode ideer. Det bliver spændende.

Jesper Voss, erhvervsdrivende, Fanø

- Hun er en gæv pige og knald dygtig, det skal hun have, mener ejendomsmægler Tom Sørensen. 

En gæv pige, og knald dygtig, sådan lyder Kristine Kaas Krogs skudsmål fra Tom Sørensen.
En gæv pige, og knald dygtig, sådan lyder Kristine Kaas Krogs skudsmål fra Tom Sørensen.
Foto: Thomas Hoffmann-Møller, TV SYD

- Jeg synes, det er godt med noget nyt blod. Kristine er ung med en masse gode ideer. Det bliver spændende, siger Jesper Voss, der er erhvervsdrivende på øen.

- Det er værd at prøve af. Jeg har intet imod vores tidligere borgmester - tværdimod, han har gjort det rigtig godt, men det bliver sjovt at se, om der er noget nyt, siger Calle Jensen, pensionist, Nordby, Fanø.

- Nu må vi se, hvad de kan præstere. De har ikke været heldige i sidste periode med den aftale om offentlig transport, som var noget makværk, mener Else Torbensen, som også ser frem til nye tider på øen.