Tirsdagens overblik: Sådan bliver dagen

Der er kun 19 mandlige pædagoger i børneinstitutionerne i Esbjerg. Det skal der rettes op på nu, mener folketingsmedlem Lotte Rod (R), som tirsdag forsøger at hverve mænd til pædagoguddannelsen sammen med mandlige studerende.

JydskeVestkysten har fødselsdag i dag. Det fejres i aften i Musikhuset Esbjerg med uddeling af avisens kulturpris på 50.000 kroner.

På grund af en arbejdsnedlæggelse blandt personalet i Frankfurt Airport er flytrafikken tirsdag mellem Billund Lufthavn og Frankfurt aflyst. Arbejdsnedlæggelsen begyndte klokken to natten til tirsdag og forventes at vare til klokken otte tirsdag aften. Der forventes flere arbejdsnedlæggelser i Tysklands lufthavne blandt andet i München, så skal man rejse til Tyskland de kommende døgn, bør man spørge sit rejsebureau, om der er ændringer.  

Fra morgenstunden er der risiko for glatte veje, så kør forsigtigt. Ellers er der ingen meldinger om problemer på hverken vejene eller skinnerne i vores område.

Husk, at du altid kan følge de helt aktuelle meldinger om biltrafikken på trafikken.dk og for tog på DSB og Arriva.

Tirsdagen begynder skyet og med nedbør vestfra, der til at begynde med stedvis kan falde som regn, slud eller sne. Temperaturerne holder sig mellem 1 og 4 graders varme, der i løbet af dagen stiger til omkring 7 graders varme. Let til frisk vind omkring vest, der i løbet af dagen tiltager og bliver jævn til hård - ved Vadehavet og Vestkysten stedvis op til kuling.

Tak, fordi du læste med!

De bedste hilsener

Charlotte Sølvsten