Tjek selv: Sådan er karakterniveauet på dit gymnasium

Mere end halvdelen af de syd- og sønderjyske gymnasier løfter eleverne til højere karakterer, viser ny analyse.

Vejen Gymnasium og HF kan godt juble lidt ekstra over deres studenter og dem selv. Her får den gennemsnitlige elev nemlig højere karakterer, end hvad man kunne forvente af eleverne i forhold til deres baggrund. 0,53 karakterpoint får de mere, end de burde, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Det er det tal, man kalder løfteevne.

På Rybners almene gymnasium får eleverne omvendt 0,2 karakterpoint lavere, end man kan forvente.  

Glæden ved at være færdig er heller ikke til at tage fejl af. Heller ikke her på Esbjerg Gymnasium.

Dansk Erhverv har undersøgt 190 gymnasiers evne til at løfte eleverne. Her har de taget højde for den enkelte elevs karakterer fra folkeskolen og blandt andet forældrenes uddannelse og jobsituation, og det er på den baggrund, de undersøger elevernes løfteevne.  

De konkluderer, at 24 ud af de 44 syddanske almene, handels- og tekniske gymnasier får eleverne højere karakterer, end det kan forventes af dem.

På vej frem

Rybners almene gymnasium behøver dog ikke ærgre sig længe over, at de ikke er iblandt de 24. Sammen med Grindsted Gymnasium og Sønderborg Statsskole ligger de godt nok i bund over de almene gymnasiers løfteevne, men de er faktisk i gang med at forbedre sig, fortæller Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv. 

I Vejle blev der traditionen tro danset om bøgen på Rådhustorvet, da den sidste karakter var givet.

- Når vi dykker ned i tallene for de enkelte år, kan vi se, at der er markante og signifikante forbedringer i løfteevne på Grindsted Gymnasium, Sønderborg Statsskole og Rybners. Især Grindsted Gymnasium løber afsted. Gymnasiet er gået fra en negativ løfteevne i 2014 til en lille positiv løfteevne i 2016, siger hun i en pressemeddelelse.

Hvor godt er dit gymnasium? Tjek selv her på kortet.