TV der bevæger dig

112

To-årig forbrændt - Politiet advarer: Vær varsom med tændvæske

Barnet er blevet indlagt på Odense Universitetshospital. Ifølge politiets oplysninger er der ingen livsfare.

Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Tre personer blev torsdag eftermiddag forbrændt ved en ulykke med en kulgrill i Esbjerg. En af dem er et toårigt barn, det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Der sker det, at man vil bruge tændvæske til at tænde op i en kulgrill, og der kommer så en stikflamme, som forbrænder de tre personer, siger vagtchef Erik Lindhardt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

To af personerne er nu på Sydvestjysk Sygehus, mens det toårige barn er blevet indlagt på Odense Universitetshospital.

- Det er alvorligt, men så vidt vi ved, er de alle uden for livsfare, fortæller han.

Læs også 17-årig blev voldsomt forbrændt til eksamen: - Hver gang jeg ser en ambulance, tænker jeg på ulykken

Opfordrer folk til at være varsomme

Lidt senere på dagen fik en mand i Skærbæk forbrændinger, da han prøvede at tænde op i et bål. Manden fik andengradsforbrændinger, og dagens to hændelser med brandskader får nu politiet til at gå ud med en opfordring.

- Tænk jer nu om, og vær varsomme. Specielt hvis der tidligere har været ild, som man nu skal have gang i igen, siger vagtchefen, der dog understreger, at det ikke nødvendigvis var tilfældet ved de to ulykker.

Læs også Ung skater får betinget dom efter Ring of Fire-ulykke