TV der bevæger dig

Tobias er ikke bange for at ødelægge håret

Tobias Møller husker altid hjelmen, når han cykler i skole. Foto: Thomas Larsen-Bjerre, TV SYD

Flere og flere børn og unge husker cykelhjelmen. Men over halvdelen af skoleeleverne over 12 år lader den stadig ligge hjemme, når de cykler i skole.

Det bliver sværere og sværere at finde børn og unge, der cykler i skole uden cykelhjelm. Men der sker stadig mange ulykker.

Derfor lancerer Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden en ny kampagne, der skal få flere børn og unge til at spænde cykelhjelmen.

Det er tit de unge, der glemmer cykelhjelmen. I 2016 var det under halvdelen af skoleeleverne over 12 år, der havde hjelm på, når de cyklede i skole.

Tobias Møller fra Østerbyskolen i Vejen bruger altid cykelhjelm.  Han har dog en ide om, hvorfor så mange af hans klassekammerater lader den blive hjemme.

- De ældre gider ikke, fordi det ødelægger håret, siger Tobias Møller til TV SYD. 

Men Tobias Møller er ikke bange for, at frisuren tager skade.

- Jeg føler mig tryg omkring det, og den er nem at have på, siger han til TV SYD.

Fra 2011-2015 var der 17 dræbte og 189 tilskadekomne cyklister i Syd- og Sønderjyllands Politis område.

- Vi skulle gerne have endnu flere til at bruge cykelhjelm, så vi kan få antallet af dræbte og tilskadekomne trafikanter ned, siger Christian Østergård, specialkonsulent ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Risikoen for alvorlige skader kan blive reduceret med 70 procent, hvis man husker cykelhjelmen.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu