Tømrer kræver 400.000 for brækket ryg

Tømrer Claus Nowak-Jacobsen brækkede ryggen fem steder, tre ribben og flækkede brystbenet i arbejdsulykke på glat tag. 3Fs erstatningskrav overfor arbejdsgiveren lyder på foreløbigt 400.000 kroner.

Sagen var torsdag for retten i Kolding, skriver Fagbladet 3F. Retten afsiger dom i sagen inden for fire uger.

Arbejdstilsynet frifandt i første omgang tømrerfirmet Jørgen Petersen & Co., Vejle, for ansvar og anbefalede anklagemyndigheden at henlægge sagen. 3F Vejle valgte dog alligevel at føre civil sag mod firmaet. De 400.000 kr. dækker over tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og ekstra advokatomkostninger.

Claus Nowak-Jacobsens advokat Marie Louise-Ehmer, Rosberg & Haug påpegede i retten, at firmaet ikke havde planlagt, udført og tilrettelagt arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og at Arbejdsmiljølovens regler og vejledningerne på området var overtrådt.

- Han havde kun været i jobbet i 14 dage og fik ingen instruktion. Selv om tilsyns- og instruktionspligten endda var skærpet, fordi arbejdet foregik i højden med risiko for at falde ned på et hårdt og ujævnt underlag, sagde advokaten.

Tømrerfirmaets advokat Dorte Paasch Pedersen, Advokatfirmaet Dahl, lagde i sin procedure vægt på, at Claus Nowak-Jacobsen selv havde ansvaret for ulykken, og at firmaet havde tilrettelagt arbejdet fuldt forsvarligt.

- Han bevægede sig udenfor arbejdsområdet på taget og udsatte sig selv for fare på det glatte tag, sagde hun.

Der var dog ingen hjælp at hente hos hverken egne eller modpartens vidner til udsagnet. Det fremgik af vidners forklaring, at der ikke var noget afgrænset arbejdsområde, og at alle færdedes på hele taget - også ledelsens folk.

Fagbladet3f.