Tønder banker på til håndbold-ligaen

TM Tønder banker på for at få en plads i den bedste række. Med en 2.-plads i 1. division skal Tønder nu ud i to kvalifikationskampe om en plads i ligaen.

Lørdag blev sidste runde i 1. division i håndbold spillet. I hele sæsonen har TM Tønder og Randers kæmpet om 1.-pladsen, der udløser direkte oprykning til ligaen.

Begge hold har skilt sig ud i toppen med samme pointstal - men med Randers bedst i de indbyrdes opgør. En sejr kunne derfor skaffe Tønder direkte oprykning til ligaen, hvis Randers HH samtidig tabte deres kamp. Tønder gjorde sit med sejr  på 32-29 hjemme over Otterup, men da Randers HH vandt over HIK, skal TM tønder ud i to kvalifikationskampe om en plads i ligaen. Her er modstanderen Nordsjælland Håndbold, der sluttede næstsidst i ligaen.

De to kampe spilles i løbet af april - og forinden får Tønder muligheden for at teste sig mod et andet ligahold, når Århus Håndbold den 7. april gæster Tønder i pokalturneringen.

Hvis det lykkes Tønder at få tilkæmpet sig en plads i ligaen får Syd-og Sønderjylland fire hold i den bedste række i næste sæson, hvor Ribe-Esbjerg, Sønderjyske og KIF Kolding København så  vil være blandt modstanderne.