Tønder - Danmarks mest kreative by

Onsdag modtog Tønder detail-prisen som Danmarks mest kreative by. En pris der belønner byens gode samarbejde.

For nogle år siden lukkede flere institutioner i Tønder. Bl.a. kasernen og dele af sygehuset. Men selvom det måske så sort ud for Tønder, tvang det byens borgere nærmere hinanden. De fik et samarbejde i gang på tværs af mange forskellige organisationer, som har sikret en smuk og charmerende gågade.

Det hårde arbejde blev så belønnet onsdag, hvor Tønder fik prisen som Danmarks mest kreative by.

Det glæder handelsstandsforeningens formand, Chris Tygesen.

- Det vil forhåbentlig være med til at få skabt en masse ekstra trafik til byen. 

 

quote

Hvis vi skal have den her by op at køre, så er det kun os selv, der kan gøre det. Ellers rinder timeglasset ud for os allesammen.

Chris Tygesen, formand for handelstandsforeningen, Tønder

15 nye butikker og cafeer er åbnet i løbet af de seneste år i Tønder. Det skyldes i sær det kreative samarbejde i byen. F. eks. har flere forretninger indvilget i at flytte lokaler for at skabe plads til en helt ny H&M.

 

- Det kræver noget af en indsats at få fat i de kæder Tønder har formået, forklarer Bruno Christensen, der er konsulent i detailhandel og stifter af kreativitetsprisen.

Han er især imponeret over det gode samarbejde mellem handelstandsforeningen, erhvervsrådet, kommunen og turistbranchen. Det er sjældent set, siger han. 

- Hvis vi skal have den her by op at køre, så er det kun os selv, der kan gøre det. Ellers rinder timeglasset ud for os allesammen, siger Chris Tygesen.