Tønder Festival er reddet

Tønder Festival er blevet reddet fra fallit. Økonomiudvalget i Tønder Kommune har indstillet til byrådet, at den årlige folkemusikfestival får støtte til en økonomisk genopretning.

Festivalen har et akut likviditetsbehov på tre millioner kroner ifølge den seneste opgørelse fra fonden bag festivalen.

Borgmester Laurids Rudebeck (V) oplyser, at økonomiudvalget i går besluttede at give Tønder Festival en million kroner i kontanter plus en kommunegaranti på 1,67 million kroner, så festivalen kan optage en kassekredit på to millioner kroner i Sydbank.

Med kommunens håndsrækning er hullet i kassen lukket.

Økonomiudvalget har stillet krav om, at festivalen gennemfører en skarp økonomistyring med budgetopfølgningerne hver måned.

Indstillingen fra økonomiudvalget skal behandles på et byrådsmøde 21. november.

Regner med overskud næste år

Den sidste uge i august holdes den 40. festival.

Fonden har opstillet et budget for næste år, der skal give et overskud på 1,3 million kroner. Alene en forhøjelse af prisen på adgangs-armbånd til festivalen på 200 kroner skal give en ekstra indtægt på 1,5 millioner kroner.

De 130 medlemmer af Tønder Handelsstandsforening har appelleret til, at Tønder Kommunen gik ind i en redningsaktion for festivalen.

Festivalgæsterne giver et væsentligt bidrag til den årlige omsætning i butikkerne.