Tønder løber stafet til Vejle med protest mod sygehus-lukning

Søndag og mandag løber borgere og politikere i stafet 120 kilometer fra Tønder til Vejle med byens protest og indsigelse mod lukning af det lokale sygehus.

Løbestafetten skydes i gang med start fra Tønder Sygehus. søndag formiddag klokken 10. Den første del af ruten ud af Tønder By foregår i roligt gå-tempo, hvor alle kan være med – både familier med børn og barnevogne, dårligt gående og folk i kørestole.

Arrangørerne forventer et stort fremmøde til at skyde stafetten i gang, og på forhånd har både løbere, cyklister og ryttere til hest meldt deres ankomst.

 

 

Stafetten til Vejle løbes søndag videre til Løgumkloster og via Toftlund til Kolding, hvorfra stafetten bringes  videre til Vejle mandag formiddag. Stafetten med indsigelsen mod sygehusets lukning bringes til Vejle ad en  rute på 120 kilometer.

Mandag eftermiddag afleveres stafetten med indsigelserne til regionsformand Stephanie Lose (V)  på regionshuset. Her får løberne selskab af borgere fra Tønder, som Tønder Sygehus´ Venner fragter til Vejle i busser

Tønder Kommunes høringssvar blev godkendt torsdag af kommunalbestyrelsen - og det er det, som løberne bringer til Vejle og afleverer til formanden for Region Syddanmark kl. 14.45 lige inden det ordinære regionsrådsmøde kl. 15.

Sygehus-stafetten skal på en utraditionel måde markere afleveringen af høringssvarene så tydeligt som muligt og vise, at Tønder-borgerne står sammen om ønsket om at bevare det lokale nærsygehus.

- Det er en af vores lokale borgere, der er kommet med det gode forslag om løbestafetten, som vi straks har grebet. Løbet skal bidrage til at sætte fokus på, at vi ønsker at bevare vores lokale nærsygehus – fordi det fungerer godt, er effektivt og værdiskabende. Og fordi det er en model for fremtidens lokale nærsygehuse. Vi har alle brug for Tønder Sygehus., siger Tønders borgmester Laurids Rudebeck (V) inden løbet.

Fremtiden for Tønder Sygehus er på spil, når regionsrådet skal beslutte, hvor der skal spares på sundhedsområdet. Den 14. marts 2016 er der formel høringsfrist angående regionens sparekatalog.