Tønder løsner på lærernes arbejdstids-bånd

Muligheder for at forberede sig hjemme og obligatoriske samtaler om sammensætningen af den enkelte lærers arbejde indgår i en forsøgsordning, som lærerne og Tønder Kommune er blevet enige om.

Efter dialog med tillidsfolk, arbejdsmiljørepræsentanter, skoleledelser og Tønder Lærerkreds foreslår Børn- og Skoleudvalget i Tønder Kommune nu at igangsætte en forsøgsordning om lærernes arbejdstid.

På møderne har lærerne udtrykt et stort ønske om større fleksibilitet i dagligdagen. Lærerne peger på, at større fleksibilitet vil betyde, at de vil være bedre forberedte og dermed i stand til at levere bedre undervisning end i dag.

Forslaget lægger op til, at mulighederne kan afprøves på de enkelte skoler, hvor det er skolelederen, der træffer beslutning om, hvordan fleksibiliteten skal udnyttes. Skolelederne skal bl.a. holde sig elevernes resultater og samarbejdet mellem skolernes forskellige faggrupper for øje, når de beslutter sig for, hvordan de vil bruge forsøgsordningen.

- Nu er vi startet. Der kan jo være flere ting, vi skal se på, men det er en start, og det er godt. Der er behov for at se på lærernes opgaveoversigt, så det bliver mere tydeligt for den enkelte, hvad der skal prioriteres, siger Lærerkredsens formand, Ulrik Nielsen.

- Jeg synes, forsøgsordningen er et godt forslag. Det er oplagt, at vi laver en forsøgsordning, som rummer de for fleksibilitet, lærerne efterspørger. Forslaget er udtryk for vilje til at komme lærerne i møde, siger borgmester Laurids Rudebeck (V) i en pressemedelelse.

Børn og Skoleudvalget og Lærerkredsen afventer nu kommunalbestyrelsens endelige beslutning, der ventes at ske den 31. marts.

En række andre kommuner i Syd- og Sønderjylland har allerede indført lignende arbejdstidsaftaler, der opbløder overenskomstens aftaler om lærerenes øgede tilstedeværelse på skolerne.

 

Forslaget om forsøgsordningen indeholder bl.a.:

•Den enkelte skoleleder kan ændre tilstedeværelsesrammen, så lærerne får muligheder for at forberede sig hjemme i op til 200 timer om året
•Samtalen om lærernes opgaveoversigt bliver obligatorisk. Beslutninger om opgaveoversigtens indhold og udformning lægges ud til skolelederen
•Forsøgsordningen løber i skoleåret 2016/2017. Den evalueres i foråret 2017