Tønder mangler kvalificeret arbejdskraft

Vilkårene for virksomhederne i Tønder Kommune er blevet ringere. I Dansk Industris landsdækkende undersøgelse Lokalt Erhvervsklima 2014 ligger Tønder nummer 56, hvilket er et fald på 16 pladser i forhold til sidste år.

Tønder Kommune er faldet 16 pladser i den landsdækkende undersøgelse Lokalt Erhvervsklima, som Dansk Industri står for. Faldet betyder, at Tønder Kommune ikke længere er i den bedste halvdel af de 96 kommuner, der har deltaget.

Kommunens bedste placering er i kategorien ?Skatter, afgifter og gebyrer?, hvor de ligger nummer 17, og næstbedste placering er en 27. plads i kategorien ?Information og dialog?, som er en forbedring på 19 pladser siden sidste år.

- Jeg ved, at kommunen har arbejdet for at forbedre dialogen med virksomhederne, og ledende embedsmænd og borgmesteren har bl.a. været på en besøgsrunde til en lang række virksomheder. Viljen til at forbedre erhvervsklimaet er helt sikkert til stede, og det glæder mig. Desværre er det ikke slået igennem i virksomhedernes samlede indtryk af den overordnede erhvervsvenlighed, hvor kommunen er gået 17 pladser tilbage, siger formand i DI Erling Duus i en pressemeddelelse.

Én af de kategorier, der trækker meget ned, er ?Arbejdskraft?, hvor Tønder ender på en 84. plads, hvilket er kommunens laveste placering.

- Virksomhederne har problemer med at finde kvalificerede medarbejdere, og her er det helt afgørende, at kommunen og virksomhederne samarbejder for at afhjælpe situationen. Desværre er det her en udvikling, vi ser i hele Sønderjylland, og hvis man ikke kan skaffe de rette medarbejdere, bliver man jo tvunget til at flytte arbejdspladserne uden for Tønder Kommune. Det vil have store konsekvenser for beskæftigelsen og dermed også for velfærden i kommunen.

Virksomhederne gav udtryk for det samme i sidste års Lokalt Erhvervsklima, og det ærgrer mig, at der ikke er sket en forbedring. Der er virkeligt behov for, at kommunen tager problemstillingen alvorligt og sætter ind her, siger Erling Duus.

Sagsbehandlingen i Tønder er blevet forbedret væsentligt siden sidste år, men kommunen ligger stadig nummer 82, ligesom infrastruktur og transport også trækker Tønder Kommunes samlede resultat ned.

Fra Twitter:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.