Tønder slipper vildskaben løs

Hundrevis af frivillige står klar med en uges kulturelle arrangementer i vildskabens tegn, når Tønder Kulturuge starter lørdag.

- Alle har fortolket vildskab på deres måde, det kan være alt fra vildskab i musik eller et foredrag med en af deltagerne fra programmet Alene i Vildmarken, som man møder under årets kulturuge, forklarer den frivillige tovholder på kulturugen, Aase-Lene Lysgaard Madsen om årets tema “vildskab”.

Over 40 forskellige arrangementer fylder kalenderen i Tønder Kulturuge, og bag hvert arrangement står snesevis af frivillige.

Et af de arrangementer man kan opleve er en Kim Larsen mindekoncert. Og her er det også frivillige kræfter, der har fået det stablet på benene.

Se hele programmet for kulturugen her.

Fra autoværksted til musikscenen

Det er nok min egen skyld, at jeg er endt med at bruge så mange timer på det, griner 39-årige Tanja Vodder, mens hun folder programhæfter til mindekoncerten. Til hverdag arbejder hun med regnskaberne i et autoværksted, men nu er hun del af en tremandsgruppe, der arrangerer koncerten.

- Jeg havde gået og tænkt, at der ikke var så meget for en som mig her i kulturugen, og jeg begyndte at skubbe lidt til folk, og på et tidspunkt må man jo selv tage fat, forklarer den nu frivillige koncertarrangør. 

Og taget fat, det har hun gjort, for 16 lokale solister, fem lokale musikere og to lydmænd er klar til skabe en scene fyldt med vildskab.

Tønder Kulturuge bliver en vild uge, lover programmet.
Tønder Kulturuge bliver en vild uge, lover programmet.

Vildt sammenhold

Noget af det, der især kendetegner Tønder Kulturuge er, ifølge Aase-Lene Lysgaard Madsen, netop at folk selv tager fat.

- Tønder er en stor kommune, og der er langt mellem nogle ting. Folk ved godt, at de skal tage ansvar, hvis der skal ske noget, så det gør de! De giver så efterfølgende en enorm følelse af ejerskab over kulturugen og et stort sammenhold, siger tovholderen.

Til hverdag bor Aase-Lene Lysgaard Madsen i Højer og driver butik. 

- Bare i Højer har vi omkring 45 forskellige foreninger. Det viser mig, at folk vil kulturen og er klar til at tage fat, siger hun. 

Selv glæder hun sig til at arbejdet nu vil blive nydt af de mange lokale og besøgende, som hvert år kigger forbi de forskellige arrangementer.

Kulturugen 2019 starter lørdag d. 28 september og slutter lørdag d. 5 oktober i Skærbæk.

Kulturugen er arrangeret af en frivillig arbejdsgruppe fra lokalområderne i Tønder Kommune.