TV der bevæger dig

Tønder vælger ny borgmester torsdag

Efter begravelsen af Laurids Rudebeck har byrådets partier sat gang i forhandlingerne om at finde Tønders nye borgmester.

Torsdag eftermiddag i næste uge forventes Tønders nye borgmester officielt valgt på et ekstraordinært byrådsmøde. Her i weekenden begynder forhandlingerne mellem partierne om en ny konstituering.

Det står dog fast,  at partierne peger på, at Venstre som det største parti med 14 ud af byrådets 31 mandater fortsat kan bestride borgmesterposten, hvis de stiller med en kandidat, der nyder byrådets brede tillid.

Her nævnes gruppeformand Preben Linnet sammen med 2. viceborgmester Henrik Frandsen, som de mest oplagte bud på en  efterfølger til Laurids Rudebeck som kommunens borgmester.

- Jeg er beæret over være nævnt - men det er alt for tidlig at sige noget konkret om, hvem valget falder på, siger Henrik Frandsen til TV SYD.

 Der skal nu en ny konstituering og dermed en ny politisk aftale på plads - og sonderingerne partierne imellem går i gang allerede her i weekenden. I Tønder har det hidtil været tradition, at alle partier er med i en bred aftale, hvor alle tilgodeses.

Dansk Folkepartis Bent Aabling Paulsen er som konstitueret borgmester formelt i spidsen for Tønder Kommune frem til det ekstraordinære byrådsmøde torsdag kl. 17,30. Senere torsdag aften holdes det ordinære maj-byrådsmøde med den nyvalgte borgmester i stolen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden