Tønders håndbold-herrer skifter træner

TM Tønder Håndbold skifter med øjeblikkelig varsel ud på udskiftningsbænken. En sæsonoptakt med tre nederlag på stribe i 1. division har fået Kevin Arildtoft Moer til at trække sig som cheftræner. Som ny træner tiltræder med øjeblikkelig virkning tidligere landsholds-spiller og SønderjyskE-træner René Hamann-Boeriths.

Det sker i erkendelse af den ikke-eksisterende pointhøst:
- Jeg har haft nogle gode måneder i trænersædet i TM Tønder. Personligt har jeg fået muligheden for at udvikle mig meget, men jeg kan også konstatere, at resultaterne er udeblevet. Det er mit håb, at vi som klub nu kommer videre ved at få rystet posen godt og grundigt, så spillerne og holdet kan forløse det store potentiale, der er til stede, siger den nu tidligere cheftræner, der fortsætter i klubben i en endnu ikke nærmere defineret rolle.

TM Tønder  har lavet en aftale med  René Hamann-Boeriths for den resterende sæson. TM Tønder-direktør Lasse Jacobsen understreger, at trænerskiftet sker uden dramatik, men i gensidig forståelse.

René Hamann-Boeriths vil første gang stå i spidsen for træningen i aften. Søndag gælder det så hjemmekampen mod topholdet Odder.

Dermed vender René Hamann-Boeriths så tilbage til sin gamle hjemmebane i Tønder. Indtil 2006 holdt SønderjyskE til i Tønder, og den tidligere landsholdsspiller fulgte siden med klubben til Sønderborg.
Han har senest været cheftræner for Århus GFs ligaherrer.