Tørken koster også fugleliv

På grund af tørken er mange landmænd begyndt at høste flere uger før end normalt. Det kan få fatale konsekvenser for blandt andet sjældne vilde fugle, der yngler i markerne. De risikerer at få deres unger kørt ihjel i den tidlige høst.

Tørken har ramt Danmark hårdt. Blandt andet landmændene står overfor et rekordlavt høstudbytte på grund af den manglende regn, og er tvunget til at høste flere uger før end de plejer.

quote

Jeg kan ikke udholde tanken om at køre dyr ned, så meget menneske er jeg dog, så derfor er jeg selvfølgelig med til at beskytte fuglene fra høstmaskinerne.

Lars Gad, landmand, Skærbæk

Det rammer de fugle, der yngler i kornmarkerne hårdt, for ungerne er endnu ikke flyvefærdige.

En af de truede fugle er den meget sjældne hedehøg, som ruger i kornmarker - næsten udelukkende i Syd- og Sønderjylland.

- Hedehøgen er en særdeles sjælden rovfugl, så den er virkelig truet af den tidlige høst, som risikerer at slå fugleunger ihjel, fortæller Svend Anker Schwebs fra Dansk Ornitologisk Forening.

Derfor har foreningen indgået en lokal aftale med Dansk Landbrug, Esbjerg Kommune, Tønder Kommune, Statens Miljøcenter Ribe og Skov- og Naturstyrelsen om særlige beskyttelsesforanstaltninger for hedehøgen, hvor der sidste år kun var 29 ynglende par i Danmark.

Hegn holder høstmaskiner væk fra fuglereder

Svend Anker Schwebs fra Dansk Ornitologisk Forening tager i disse uger rundt i Syd- og Sønderjylland for at registrere, hvor fuglen yngler. Derefter kontakter han den landmand, som ejer marken, hvor fuglen har lavet sin rede, og beder om lov til at indhegne området.

quote

Hedehøgen er en særdeles sjælden rovfugl, så den er virkelig truet af den tidlige høst, som risikerer at slå fugleunger ihjel.

Svend Anker Schwebs, Dansk Ornitologisk Forening, 

- Så kan landmændene køre uden om indhegningen, så fugleungerne ikke går til i høstmaskinerne, siger Svend Anker Schwebs.

Landmand Lars Gad fra Skærbæk har en hedehøgrede i sin vinterbygmark, og han skal høste i næste uge. Han er helt med på, at en lille del af hans mark af hensyn til den sjældne fugl bliver fredet under høsten:

- Jeg kan ikke udholde tanken om at køre dyr ned, så meget menneske er jeg dog, så derfor er jeg selvfølgelig med til at beskytte fuglene fra høstmaskinerne, siger Lars Gad.

Han fortæller desuden, at indhegningen er så lille at den ikke har nogen reel betydning for høstudbyttet, som i år på grund af tørken bliver væsentligt mindre end normalt.

- Jeg regner med, at høsten bliver cirka 30 procent mindre end normalt på den her vinterbygmark, men endnu værre står det til på mine marker, der er forårssået. Her regner jeg med, at udbyttet bliver 50 procent mindre end normalt, siger Lars Gad.

Fakta om Hedehøg

Vingefang: 98-110 cm.
Længde: 44 cm.
Vægt: 225-300 g.
Vægt (hun): 300-450 g.
Yngler oftest i markafgrøder
Kuldstørrelse: 4-5 æg
Antal kuld: 1
Rugetid: 28-29 dage
Ungetid: 35-40 dage
Kilde: Dansk Ornitologisk Forening