Tog kører stadig uregelmæssigt

Togdriften er stadig uregelmæssig på grund af stormskader på spor og køreledninger.

Her er DSB's situationsrapport fra klokken 8.32 onsdag:

Trafikken mellem landsdelene har været forsinket mellem 60 og 80 minutter på grund af en fejl på et sporskifte på Østfyn ved Marslev. Fejlen er netop blevet rettet, og tog kan igen køre over Fyn. Der vil dog være forsinkelser i landsdelstrafikken i nogen tid endnu.

Sådan kører trafikken i Jylland, syd for Aarhus:

  • Regionaltog mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg kører normalt.
  • Regionaltog mellem Struer, Vejle og Fredericia kører også efter planen.
  • Regionaltog, der normalt kun kører mellem Kolding, Fredericia og Vejle, kører også efter planen.
  • Regionaltog, der normalt kører mellem Fredericia og Padborg-Sønderborg, er aflyst.

Sådan kører trafikken mellem landsdelene:

  • Intercitytogene mellem Østerport-København H og Esbjerg kører kun til Odense. Passagerer mod Esbjerg skal skifte til intercity- eller intercity lyntog i Odense og derefter skifte til regionaltog i Fredericia.
  • Intercitytog til og fra Sønderborg kører kun mellem Fredericia og Tinglev. Mellem Tinglev og Sønderborg skal man med bus.
  • Intercity- og intercity lyntog mellem København, Aarhus og Aalborg-Frederikshavn kører normalt.

Internationale tog:

  • Passagerer til og fra Flensborg bliver kørt med bus mellem Flensborg og Kolding via Tinglev og Padborg.
  • De tyske baner oplyser, at de fra kl. 6.00 onsdag begyndte at køre i timedrift mellem Flensburg og Hamburg over Lübeck. Minuttallet fra Flensburg er 03. Rejsende skal være opmærksomme på, at togene ikke kører over Schleswig, Rendsburg og Neumünster.
  • Tog til Puttgarden kører efter planen.

DSB's hjemmeside er netop kommet op igen efter et sammenbrud på grund af trafikpres.

- Følg ændringer i køreplanerne på DSB's hjemmeside