TV der bevæger dig

Togbro over Vejle Fjord er en af Hans Chr. Schmidts udfordringer

07:17

Hans Christian Schmidt skal blandt andet afgøre, om de store investeringer i togfonden skal udskydes.

1 af 2

Hans Christian Schmidt skal blandt andet afgøre, om de store investeringer i togfonden skal udskydes.

Transportministeriet har fået ny mand i førerhuset, og der venter Hans Christian Schmidt flere store opgaver i den kommende tid:

* Togfonden

Den afgående regerings prestigeprojekt har været under massiv beskydning fra Venstre, som i sin tid forlod forhandlingerne, før de overhovedet var kommet i gang. Partiet var med på ideen om at elektrificere jernbanen, men ville ikke finansiere investeringen med den ændring i beskatningen af Nordsøolien. Venstre har siden haft travlt med at påpege, at olieprisen ligger langt under det niveau, som aftalen forudsætter, og at der skal et prishop til, hvis fonden ikke skal mangle penge. Rød blok vedtog fonden sammen med Dansk Folkeparti, som dog flere gange har luftet tanken om at skrue ned for ambitionsniveauet.

Transportordfører Kim Christiansen har således flere gange påpeget, at det ikke er afgørende for partiet om det tager en time eller en time og fem minutter at rejse mellem de største byer, ligesom behovet for en ny bro over Vejle Fjord til 4,3 milliarder kroner er blevet nedtonet. Et af de store spørgsmål til Hans Christian Schmidt er derfor, om han vil udskyde eller ændre den store investeringsplan.

* DSB-kontrakten/IC4-planen

Den tidligere regering indgik i marts en aftale med SF og Enhedslisten om en ny tiårig kontrakt med DSB om togdriften i Danmark. Den kontrakt skal den nye minister enten acceptere eller forsøge at genforhandle. Aftalen var - traditionerne på transportområdet taget i betragtning - ualmindeligt smal, og efter valget er flertallet bag den væk. Politisk står det således den nye regering frit for at lave en ny, hvis der kan samles opbakning til det i blå blok.

Juridisk er der imidlertid tale om en aftale med et selskab, som, til trods for at være ejet af staten, har en ekstern bestyrelse, som skal kunne acceptere, at indholdet pludselig ændres. Snakken om en genforhandling er ikke desto mindre blevet gjort aktuel af, at den plan for indsættelsen af IC4-togene, der i december blev godkendt af et eksternt konsulentfirma, og som udgjorde en væsentlig brik i forhandlingen af kontrakten, siden er blevet ændret af DSB.

* Femern

Tunnelprojektet mellem Danmark og Tyskland er blevet forsinket og fordyret i en grad, så de ellers så begejstrede politikere har måttet skærpe retorikken. Enhedslisten er fortsat det eneste parti, der er erklærede modstandere, men de øvrige partier er enige om, at den aktuelle pris på forbindelsen er for høj og skal forhandles ned.

Det arbejde er i fuld gang og kan komme til at udskyde færdiggørelsen, som oprindeligt var sat til 2017 helt til 2024. Samtidig er det uafklaret, hvor meget EU vil støtte projektet, som også mangler en miljøgodkendelse fra Slesvig-Holsten. Forgængeren Magnus Heunicke (S) har annonceret en politisk drøftelse af disse forhold i september, og det bliver altså med Hans Christian Schmidt for bordenden.

/ritzau/

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden