Togene kører igen de fleste steder

Fra torsdag morgen vil de fleste tog-passagerer opleve, at trafikken er på skinnerne er normal. Dog ikke på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg, mens der igen er forbindelse hele vejen fra Esbjerg til København.

Banen er klar til togtrafik i størstedelen af landet, træerne er ved at være væk fra skinnerne og kørestrømmen genetableret i næsten hele landet. Der arbejdes fokuseret på at få de sidste få strækninger gjort klar til togtrafik.

Arbejdskøretøjerne har de seneste to døgn gennemkørt omkring 2500 kilometer spor, cirka 500 træer er blevet fjernet fra sporene, og kørestrømmen er nu genetableret de fleste steder i landet.

- Foreløbig har vi fjernet omkring 500 træer samt en lang række andre genstande, der har været blæst ned i sporet. Vi har fået genetablere kørestrømmen langt de fleste steder og er i fuld gang de sidste steder. Vi har stadig mandskab i gang i døgndrift, og det fortsætter vi med, indtil banen er klar, siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark.

 

I TV SYDs område er følgende større arbejder afsluttet:

onsdag aften

- Der er nu kørestrøm på hele strækningen mellem København og Tinglev, efter det
komplicerede arbejde med at genoprette kørestrømmen omkring Middelfart er
afsluttet.

- Strækningen mellem Bramming og Tønder er genåbnet.