Togførere bidt og overfaldet med våben

To togførere blev tirsdag overfaldet med en totenschlæger i et tog mellem Esbjerg og Kolding.

En togtur på strækningen mellem Esbjerg og Kolding udviklede sig til et voldeligt overfald tirsdag aften.

En 22-årig mand nægtede at vise billet i toget ved Brørup Station, da to togførere bad ham om det. Men da de to togførere insisterede på at se en gyldig billet, gik den 22-årige til angreb.

Den unge mand slog de to togførere med en totenschlæger, som er et hånd-slagvåben. Han slog den ene togfører i hovedet og bed også den anden togfører i armen.

quote

Selvom han både slog og bed, lykkedes det de to togførere at holde manden fast på strækningen fra Brørup til Vejen, hvor politiet anholdt den unge mand.

Søren Strægaard, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Selvom han både slog og bed, lykkedes det de to togførere at holde manden fast på togstrækningen, hvor så politiet anholdt den unge mand, siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

De to togførere kom på skadestuen til kontrol for skader efter både totenschlæger og bid. Ifølge politiet er de to togførere ikke kommet noget alvorligt til.

Den 22-årige sidder nu varetægtsfængslet og er sigtet for både vold mod tjenestemænd i funktion og for kvalificeret vold, som er vold af en særlig grov karakter.