STREJKE: Togpassager må se langt efter næste tog

Togdriften er hårdt ramt i Syd- og Sønderjylland og resten af landet. Lokomotivpersonalet har nedlagt arbejdet.

Hvis du havde regnet med at tage toget onsdag aften, så må du væbne dig med meget stor tålmodighed.

Det meste af dagen har togtrafikken været ramt af aflysninger. Fra klokken 18 begynder der at køre få tog i Jylland og på Fyn, men der kører markant færre tog resten af døgnet - og ingen lyntog, skriver DSB på sin hjemmeside.

Togdriften resten af onsdagen:

  • Ingen lyntog
  • Ingen regionaltog mellem Esbjerg og Aarhus H
  • Ingen regionaltog på Vestfyn (Odense-Middelfart-Fredericia)
  • Ingen tog på Svendborgbanen (Odense-Ringe-Svendborg)
  • Ingen togbusser

På Hedensted, Brejning og Børkop stationer standser andre tog end normalt. 

Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser

Aflysningerne skyldes flere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser blandt lokomotivpersonalet.

Baggrunden for striden er, at DSB har meldt sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri og derfor har opsagt overenskomster med staten.

De ansatte hos DSB skal derfor over på private overenskomster. I den forbindelse har DSB opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte.

DSB og fagforeningen Dansk Jernbaneforbund har de seneste uger forhandlet om en ny arbejdstidsaftale. Der er blandt andet uenighed om, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af arbejdet.

Ifølge Dansk Jernbaneforbund er parterne langt fra hinanden.

Du kan løbende følge med i aflysningerne på DSBs hjemmeside og på Rejseplanen.