Togpassagerer strander i Fredericia

Mange jyske rejsende, der mandag morgen skulle mod Sjælland og København, nåede kun til Fredericia, da de normalt gennemgående tog fra Jylland ikke kunne fortsætte på grund af strejke på Sjælland.

Mange rejsende havde ændret deres planer og droppet toget som transportmiddel mandag morgen, hvis de havde planlagt en tur til Sjælland eller hovedstaden.

De havde taget deres forholdsregler efter rygter og advarsler om, at DSB-togene mandag morgen og formiddag ikke kører øst for Storebælt. Det gælder både fjern- og regionaltog samt alle S-tog i Storkøbenhavn.

Arbejdsnedlæggelsen kommer efter længere tids konflikt mellem lokomotivførerne og DSB. Konflikten omfatter ikke de gods- og lokaltog, der drives af andre operatører end DSB.

Marie Andreasen fra Birkerød mødte mandag morgen forgæves op på Fredericia Banegård.

Marie Andreasen fra Birkerød var en af de passagerer, der mødte forgæves op på Fredericia Banegård og måtte finde anden transport end tog for at komme hjem til Sjælland.

quote

Jeg troede først, at der var tale om en aprilsnar.

Marie Andreasen, togrejsende fra Birkerød

- Jeg troede først, at  der var tale om en aprilsnar - men nu skal jeg ud og finde en anden måde at komme hjem på, sagde hun til TV SYD.

Ifølge Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB, er det usikkert, hvornår togene vil køre igen. DSB opfordrer alle passagerer til at holde sig opdateret online og forsøge at finde alternative transportformer

Forholdet mellem DSB og lokoførerne har været præget af uro og konflikter, siden DSB i slutningen af 2017 løsrev sig fra de statslige overenskomster og meldte sig ind i Dansk Industri.

DSB har ønsket antallet af tillidsfolk reduceret markant, og i november gik Dansk Jernbaneforbund med til at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.

Men fordi de øvrige aftaler om DSB-medarbejdernes fremtidige vilkår ikke er på plads, har forbundet endnu ikke villet skrive under på aftalen om færre tillidsfolk.

Aftalen skulle træde i kraft mandag.