Togplan tvinger husejere til at flytte

Det politiske forlig om den fremtidige togdrift i Danmark får alvorlige konsekvenser for syv husejere ved Holsterhage syd for Vejle Fjord. De må forlade deres boliger for at give plads til en ny jernbanebro over fjorden.

- Det er skammeligt, at vi skal afgive vores hjem, fordi tog skal komme otte minutter hurtige frem mellem Århus og Odense, siger Kurt Grønnebæk, der har boet ved Holsterhage i de seneste 15 år. I en alder af 68 år er hans fremtid usikker.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger han.

Foreløbig har han samlet sine naboer for at få indflydelse på linjeføringen. Også beboere nord for fjorden i Daugård er begyndt at samle sig.

Projektet

Den nye bro til 4,3 milliarder kroner skal placeres 6,5 kilometer øst for den nuværende motorvejsbro. Superlyntog mellem Odense og Århus skal køre non-stop hen over broen.

Den nye banestrækning bliver et supplement til den 23 kilometer lange bane via Vejle, som fortsat skal betjene IC- og regionaltog samt godstog.

Selve broen bliver 3,1 kilometer lang, mens land-anlægget strækker sig over seks kilometer.

Den nye jernbanestrækning udfletter fra den eksisterende bane ved Brejning og går gennem et skovområde ved fjorden. Linjeføringen går tæt ved, men uden om det fredede område Holsterhage. Nord for fjorden passeres et fredet område, hvorefter banen tilsluttes den eksisterende bane ved Daugård.

Transportministeriet understreger, at den foreslåede linjeføring er et foreløbigt bud. Ændrede linjeføringer bliver undersøgt som led i en grundigere undersøgelse af konsekvenserne for miljøet.

Anlægsarbejdet skal udføres inden for de kommende 12 år.

Se hele togplanen hos Transportministeriet