Togvogn med sild og snaps

For sjette år i træk tog bysbørnene fra Sønder Bjert igen i år toget hjem til jul, og forvandlede en DSB-vogn til en rullende julestue med sild og snaps - og granguirlander i loftet.

De knapt 30 passagerer studerer og arbejder i København, og kender hinanden fra barndom og ungdom i Sønder Bjert.

Juletoget er også blevet bemærket af DSB. Ud og Se har i det seneste nummer en artikel om bysbørnene fra Sønder Bjert.

- Det er en tradition, som vi vil fastholde, forsikrer Jacob Lahn Bessmann, mens Sjælland glider forbi.