To tons runesten flyttet i Jelling

Tirsdag formiddag blev den lille runesten flyttet uden uheld. Arkæologerne var på forhånd bekymrede for, at stenen ville smuldre.

Et fundament og to glasmontre skal bygges op omkring de to sten.

En stor kran løftede tirsdag formiddag den lille Jellingsten på knap to tons otte-ti meter til side. En smed havde fremstillet et ophæng, som beskyttede stenen. I løbet af tre-fire uger skal den løftes på plads igen cirka en halv meter fra dens hidtidige placering.

Forbud mod flytning

Det er kun nødvendigt at flytte den ene sten for at anlægge et fundament til to glasmontre, der skal sikre stenene mod vind, vejr og pilfingre.

Fundamentet skal graves 40 centimeter ned, så arkæologerne har på forhånd sikret sig, at der ikke ligger oldtidsfund i jorden.

Den store sten har stået på den samme plads siden vikingetiden, mens den lille er flyttet flere gange.

Runestenene er på Unescos liste over unik verdenskulturarv, og Unesco havde betinget sig, at den store sten ikke måtte flyttes.

De to runesten i Jelling markerer rigets samling, kristendommens indførelse og kongemagtens tidlige år.