Topatlet stadig i koma

Europamesteren i Ironman Camilla Pedersen ligger fortsat i koma, efter hun havde et alvorligt styrt på cykel for 14 dage siden. Men hun har fået det lidt bedre.

Tilstanden hos den esbjergensiske europamester i Ironman, Camilla Pedersen, er fortsat kritisk, men hendes tilstand er bedret lidt, skriver jv.dk.

- At hendes tilstand er mere stabil betyder, at trykket i kraniet er mere stabilt. Det svinger ikke så meget, som det har gjort tidligere, og det betyder at lægerne så småt kan mindske medicineringen i den mest kritiske behandling, siger landstræner Michael Krüger ifølge jv.dk.

- Når der har været blødninger i hjernen, er det for komplekst til at man kan sige noget på nuværende tidspunkt. Vi ved først mere, når hun begynder at vågne op, siger Michael Krüger.