Toppen af dansk erhvervsliv sendt i fængsel

Op mod 800 danske erhvervsledere gik torsdag helt frivilligt i fængsel.

Toppen af dansk erhvervsliv og kendte talere fra ind- og udland fylder torsdag Fængslets rå og autentiske rammer, når Dansk Selskab for Virksomhedsledelse holder deres store årlige VL Døgnet på Fængslet i Horsens.

Deltagerne får Bjarke Ingels, Mads Nipper eller en af de andre store kanoner helt for sig selv, sammen med syv andre i en celle.

Fængslets utraditionelle rammer skal understøtte dagens tema: ”En ny start”. Fængselsgården, cellerne, kirken, Snedkeriet og det gamle Magasin bliver alt sammen taget i brug for at give deltagerne en særlig oplevelse, når de skal udfordres og inspireres til at tænke nyt.

Alle talerne er derfor også valgt ud fra deres egen evne til at se nye muligheder på de helt rigtige tidspunkter - og for deres mod til at gå imod strømmen.

Men ikke nok med det. Erhvervslederne får også talerne på helt tæt hold.

- Deltagerne kommer ind i ganske små celler, og møder talere, som de ikke ved, hvem er, når de træder ind i cellen. Det vil sige, at de får Bjarke Ingels, Mads Nipper eller en af de andre store kanoner helt for sig selv, sammen med syv andre i en celle, forklarer arrangører Henning Nørbæk fra Dansk selskab for virksomhedsledelse til TV SYD.

De mest kendte af de i alt 39 talere er EU-kommissær Margrethe Vestager, tidligere finansminister Bjarne Corydon fra McKinsey, arkitekt Bjarke Ingels fra BIG, Mads Nipper fra Grundfos, Anders Runevad fra Vestas og Cees ’t Hart fra Carlsberg. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.