Topscorer genforenes med træner i Esbjerg

Mads Hvilsom, topscorer for Hobro i klubbens eventyrlige superliga-debut, er nu genforenet med træner Jonas Dal i Esbjerg fB, der har hentet 23-årige angriber i Eintracht Braunschweig.

Esbjerg fB lejer Mads Hvilsom i den kommende sæson og det er aftalt, at han fra sommeren 2017 overgår til EfB på  en toårig kontrakt.  

 I sommeren i 2014 fik Mads Hvilsom sit gennembrud i superligaen med Hobro  og markerede sig som topscorer. Esbjerg fB’s cheftræner, Jonas Dal, har et særdeles godt kendskab til Mads Hvilsom fra Hobro, hvor han i tre sæsoner spillede 74 kampe og scorede 28 mål.

I sommeren 2015 skiftede Mads Hvilsom til 2. Bundesliga-klubben Eintracht Braunschweig på en treårig aftale, men havde svært ved at etablere sig og blev lejet ud til norske SK Brann i Bergen.

Mads Hvilsom er den anden angriber, Esbjerg henter inden den nye sæson, efter at Mick van Buren og andre offensivspillere har forladt klubben ved kontraktudløb. Den tidligere FC Fredericia-topscorer, Brent McGrath, blev præsenteret for en måned siden.

Mads Hvilsom indledte  træningen efter en kort sommerpause i Brann for en uge siden og er klar til at spille træningskamp mod FC Midtjylland onsdag i Skjern.