Torden på vej - det kan være livsfarligt at bade

Et tordenvejr er på vej mod Danmark, hvor det sydvestlige Jylland bliver ramt først. Nu advarer Trygfonden alle badegæster ved de danske strande om at holde sig fra at bade, når uvejret rammer.

Endnu en meget varm dag venter, hvor meteorologerne lover op til 29 grader, og det lokker helt sikkert en masse mennesker til stranden for at få en kølende dukkert.

quote

Salte og mineraler gør vandet strømledende. Det betyder, at et kraftigt lyn kan slå en person ihjel, selv om det slår ned 100 meter væk.

Anders Myrhøj, chef, Trygfonden Kystlivredning

Men et tordenvejr er på vej mod Danmark. I følge TV 2 Vejret rammer uvejret først i det Sydvestlige Jylland, hvor der lige nu er masser af turister og sol- og badeglade gæster. Men tordenvejret gør en badetur farlig. 

Vejers Strand en hed julidag i 2018
Vejers Strand en hed julidag i 2018
Foto: Pia Thordsen

Livredderne fra Trygfonden råder nu folk til at blive væk fra stranden i dag lørdag. Men hvis man allerede er hoppet i bølgerne, når uvejret kommer, så skal man skynde sig op, for todenvejr og badeture er en livsfarlig cocktail.

- Man bør ikke bade i tordenvejr. Det er ikke fordi,  der er større risiko for, at lynet slår ned i vand end andre steder. Men hvis det sker, så gør salte og mineraler vandet strømledende. Det betyder, at et kraftigt lyn kan slå en person ihjel, selvom om det slår ned 100 meter væk. Man bør derfor skynde sig op af vandet, også hvis tordenvejret er et stykke væk fra stedet, hvor man bader, fortæller Anders Myrhøj, der er chef i TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Hjem kære hjem - det bedste sted at være

Det absolut sikreste sted at opholde sig i tordenvejr er indendørs.

Men hvis man ikke er hjemme, når uvejret bryder løs, så kan man sætte sig ind i en bil eller man kan sætte sig på jorden og krumme sig sammen, lyder Trygfondens råd.

-  Det gælder om at gøre din kropsoverflade så lille som muligt, da lynet som regel slår ned i genstande, som stikker op i luften. Derfor skal man for eksempel aldrig søge ly under et træ, siger Anders Myrhøj.

I følge Trygfonden dræbes der i Danmark i gennemsnit to mennesker om året på grund af lyn, og et ukendt antal personer kvæstes. 

Gode råd i tordenvejr

  • Badning frarådes. Der er ikke større risiko ved at være i vandet end på stranden, men bliver du slået bevidstløs af lynet, vil du drukne i vandet.
  • Undgå sejlads i både med master, da der er forholdsvis stor risiko for lynnedslag i masten.
  • Hold afstand til elektrisk ledende genstande som hegn og rørføringer.
  • Undgå unødig brug af mobiltelefoner, radio og kommunikationsradioer.
  • Undgå tårne, åbent terræn og strande. Søg i stedet indenfor og luk døre og vinduer.
  • Sæt ikke telt op ved master, skovbryn eller ved siden af enkeltstående træer. Der er relativt sikkert i tæt skov.
Kilde: Respektforvand.dk
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.