Touren vender tilbage til Vestjylland

Varde er igen blevet udpeget til at være værtsby for TV 2 på Tour.

Når TV 2 til sommer dækker Tour de France, bliver Varde igen en del af cykelfesten.

- Vi er rigtig glade. Det betyder meget for Varde, og vi har fået mange rosende tilbagemeldinger, siger Varde Kommunes borgmester Erik Buhl (V) til TV SYD.

Varde var i år vært for arrangementet over tre dage. I den forbindelse deltog 1.000 deltagere i tre forskellige cykelløb, Kids Race, Landevejsløb og Mountain Bike Race. Samtidig var der en lang række arrangementer rundt omkring i byen.

- Det er med til at promovere Varde som cykelby, og det giver stolthed. Samtidig kan vi måle konkret på succesen. Minibyen havde for eksempel mere end 3.000 ekstra besøgende, siger Erik Buhl.

Som led i den årlige dækning af cykelløbet, transmitterer TV 2 hver sommer fra en række danske byer. I 2016 skal Varde være værtsby i weekenden i uge 28, lørdag den 16. juli og søndag den 17. juli.

TV 2 på Tour i Varde

  • TV 2 på Tour afholdes som en del af TV 2's dækning af sommerens store cykelbegivenhed, Tour de France.
     
  • I 2016 bliver Varde endnu en gang værtsby for TV 2 på Tour. Denne gang i uge 28 (lørdag den 16. juli og søndag den 17. juli).
     
  • På Facebook-gruppen ”TV 2 på Tour i Varde” vil man løbende kunne følge optakten til næste sommers aktiviteter.