Tradition i Skærbæk: Fodboldstævne og hygge

Første juledag bød på indendørs fodboldstævne ved Skærbæk Open. Stævnet, der er en tradition, havde i år hele 113 hold tilmeldt.

Holdnavne som Flæskes Tæskehold, Mojne og FC Hygge mødte i dag hinanden ved Skærbæk Open, der blev afholdt i Skærbæk Kursus- og Fritidscenter. Niveauet favnede bredt, da der blev spillet alt fra serie to til serie seks, men måske var det heller ikke det sportslige, der var i centrum.

- Det er rigtig hyggeligt at være med, vi møder alle dem, vi ikke har mødt i næsten et helt år, siger Paw Nissen, der spillede for Flæskes Tæskehold.

- Så tager vi ned og drikker nogle øl og spiller lidt fodbold og bare hygger sammen, fortsætter han.

Skærbæk Open varer fra den 25. til den 29. december, og der er faktisk penge på højkant til de vindende hold.

-Jeg håber da i hvert fald vi kommer i finale runden, det er ikke sikkert, vi vinder, men finalen er vel også fint nok. Hvis vi kan vinde er det fint, men hvis ikke så må vi jo drikke nogle øl alligevel, siger Paw.

- Det er en tradition, at vi her i Skærbæk Fritidscenter holder indendørs fodboldstævne mellem jul og nytår, siger Søren Hansen, centerleder i Skærbæk Fritidscenter.