Tradition for indbrud

Hvert år sit indbrud. Sådan ser det ud for tøjforretningen Holmberg i Vojens.

Senest natten til mandag, hvor hurtige, effektive tyve i løbet af få øjeblikke ryddede butikken for tøj til i alt 60.000 kroner. Helt upårvirket af røgkanoner og alarm.

- Det var vanvittigt godt organiseret. Klokken 3.55 bakker en kassevogn hen, en mand står ud og kigger lidt. Fem minutter efter er de væk, siger indehaver Preben Holmberg til jv.dk

Tyvene fik 72 Lacoste poloskjorter og et par sweatre. De kom ind ved at smadre butiksvinduerne med store kampesten.

Butikken har ligget i Rådhuscenteret i otte år, og hvert eneste år har der været indbrud. Det koster 10.000 kroner i selvrisiko hver gang for indehaveren, som er godt træt af det.

Nye varer er bestilt, men indtil de kommer, må butikken undvære sæsonens modefarver.