Trækker dagpenge, hvis spillere udtaler sig

Kolding Kommune har skåret i sygedagpenge til KIF Håndbold, fordi langtidsskadede Lars Krogh Jeppesen har udtalt sig til pressen.

Det er foreløbigt slut med at læse udtalelser fra Lars Krogh Jeppesen og Bente Højmark i JydskeVestkysten og andre medier.

KIF Kolding-forsvareren og KIF Vejen-keeperen er langtidsskadede, og derfor får arbejdsgiveren, KIF Håndbold Elite, udbetalt sygedagpenge.

Kommunens fortolkning

Kolding Kommunes fortolkning af reglerne på området betyder bare, at de to håndboldspillere ikke længere kan fortælle den frie presse, hvordan de har det.

Gør de det, trækker Kolding Kommune sygedagpengene, og det har den økonomisk pressede håndboldklub ikke råd til.

Artikel om skade

- Første gang, de trak penge, gjorde de det, fordi Lars Krogh Jeppesen medvirkede som ekspertkommentator til tv-kampen mod Tatran Presov i Champions League. Og så har de gjort det, da JydskeVestkysten havde den store dobbeltsidede artikel om hans skade på sportssiderne. Der blev vi også trukket i sygedagpengene, fortæller Thomas Christensen, der er pressechef i KIF.

Ønsker graduering

I forbindelse med de to tv-optrædener fik Lars Krogh Jeppesen et honorar, som blev sendt videre til klubben som kompensation for de manglende sygedagpenge. I tilfældet med artiklen i avisen mistede KIF pengene, fordi JydskeVestkysten ikke betaler for interviews.

Hos KIF Håndbold Elite ærgrer det pressechefen, at han må afskære klubbens spillere fra at udtale sig til medierne.

- Der kunne godt være en graduering, sådan at man sagde, at det var arbejde, hvis han var ude ved en sponsor, for så kan man godt sige, at han profilerer klubben, mener Thomas Christensen, der understreger, at man føler, at man har et fint forhold til Kolding Kommune.

Avisen ville selvfølgelig gerne have spurgt Lars Krogh Jeppesen og Bente Højmark, hvad de synes om sagen, men de må jo som bekendt ikke udtale sig.