Træner-strid bilagt

Striden mellem ligatrænerne og håndboldlandsholdets træner, Jan Pytlick, er bilagt på et møde i Vejle i dag. Der er lavet aftaler om det fremtidige samarbejde.

- Jeg har lyttet til de kritikpunkter, der har været fremsat, og har selv givet ligatrænerne nogle input, siger Jan Pytlick efter mødet på Hotel hedegården i Vejle.

- Og når det har bundfældet sig, er vejen i mine øjne banet for et konstruktivt samarbejde, der kan føre dansk kvindehåndbold videre ad det spor, vi satte ud af i weekendens Golden League, siger Jan Pytlick.

Hastemøde

Mandagens hastigt indkaldte møde blev afholdt på Hotel Hedegården i Vejle. Til stede var DHF's landsholdsledelse - anført af sportschef og herrelandstræner Ulrik Wilbek og Pytlick selv - samt klubtrænerne i Dame Håndbold Ligaen.

Søndag vandt kvindelandsholdet sin tredje kamp ud af tre mulige i træningsturneringen Golden League.

Kvindelandstræner Jan Pytlick mener efter et møde med ligatrænerne, at vejen er banet for et konstruktivt samarbejde. Det fortæller Pytlick til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) hjemmeside.

Tilbage til toppen

Det udmøntede sig i enighed om, at man skal gøre fælles front i forhold til at føre dansk kvindehåndbold tilbage til verdenstoppen igen.

- Vi har haft et utroligt konstruktivt møde, hvor vi har fået belyst en række hidtidige problemstillinger samtidig med, at vi er enedes om, at øget kommunikation og opfølgning er vejen frem for samarbejde omkring kvindehåndbolden i Danmark med Jan Pytlick og Ulrik Kirkely som de ansvarlige for det danske kvindelandshold, siger trænernes talsmand, FIF-træner Morten Østergaard.

Skår klinket

Skårene mellem ligatrænerne på den ene side og kvindelandstræner Jan Pytlick på den anden skulle meget gerne være klinket efter mandagens møde i Vejle.

Det er i hvert fald Dansk Håndbold Forbunds sportschef Ulrik Wilbeks opfattelse efter godt to timers diskussion.

Konstruktivt

- Vi har haft et nyttigt, nødvendigt og konstruktivt møde. Tingene er blevet sagt kontant og direkte, men på en ordentlig måde.

- Det er endt ud med, at vi er blevet enige om at gøre samarbejdet endnu bedre, blandt andet ved at styrke kommunikationen og opfølgningen, siger Wilbek og slår fast, at Pytlick og assistent Ulrik Kirkely fortsætter i jobbet.

Fuld opbakning

- Der var fuld opbakning til, at landsholdsledelsen fortsætter sit arbejde, siger sportschefen.

Mødet kom i stand efter sidste uges ballade om Pytlicks samarbejde med trænerne, men Ulrik Wilbek mener trods de mange skriverier, at mødet har ført noget positivt med sig.

- Nogle gange skal vi jo også have sagt tingene til hinanden, og det er blevet gjort. Det er jo også nødvendigt, at vi holder møder en gang imellem.

- Det, der ikke har været nødvendigt, er mudderkastningen i medierne. Men det er overstået, og nu ser vi fremad, siger Wilbek.