Trængsel på de lokale fodboldbaner

Antallet af fodboldspillere i Jylland bare vokser og vokser ? og det mærker klubberne i den sydlige landsdel også.  

Det viser den helt nye officielle medlemsopgørelse for DBU Jylland (tidligere Jydsk Boldspil-Union).
Fremgangen er i år på 8.591 aktive fodboldspillere (knap fem procent), hvilket bringer DBU Jyllands officielle medlemstal på 180.518 aktive fodboldspillere - det højeste tal i nyere tid.

Fremgang på alle fronter

Antallet af drenge under 18 år er således vokset med hele 4.760 spillere til i alt 90.406 aktive, men rent procentmæssigt bliver drengene igen i år overgået af pigerne. Her er stigningen på hele seks procent - eller 2012 aktive fodboldpiger under 18 år.

I alt 35.848 piger under 18 år spiller fodbold i de jyske klubber, hvilket svarer til en fordobling af antal aktive fodboldpiger på 10 år.

Antallet af herreseniorspillere vokser for andet år i træk. Fra 44.652 sidste år til 45.923.
En fremgang på omkring tre procent - og et vigtigt og positivt signal i en tid, hvor DBU Jylland og klubberne ellers har oplevet et fald i mængden af aktive seniorhold.
Endelig er også antallet af aktive kvinder steget fra 7.793 til 8341.
DBU Jylland udgør rent medlemsmæssigt omkring 53 procent af hele dansk fodbold og er den største lokalunion under DBU.

Klubbernes fortjeneste

- De flotte medlemstal er for mig først og fremmest et udtryk for det store og værdifulde frivillige arbejde, som udføres af de mange tusinde ledere og trænere i de jyske fodboldklubber, lyder kommentaren fra DBU Jyllands formand, Bent Clausen, Haderslev, til den aktuelle opgørelse.

Lokalt er der fremgang i alle egne af Jylland. Størst tilgang er registreret i DBU Jylland Region 1 (Nordjylland) og DBU Jylland Region 3 (Østjylland og Trekant-området), der stiger henholdsvis 6,2 procent og 7,3 procent.
I DBU Jylland Region 2 (Midt- og Vestjylland) er fremgangen på 2,4 procent, mens væksten i DBU Jylland Region 4 (Syd- og Sønderjylland) er på 2,2 procent.

Antal fodboldspillere pr. region

DBU Jylland Region 1: 36.022 fodboldspillere
DBU Jylland Region 2: 40.776 fodboldspillere
DBU Jylland Region 3: 70.689 fodboldspillere
DBU Jylland Region 4: 33.031 fodboldspillere