Træt af flyforsinkelser? Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Forsinkelser og aflysninger er en ærgerlig start på flyveturen. Men der er dage og tidspunkter, du kan forsøge at undgå.

Heldigvis flyver de fleste fly til tiden i Syd- og Sønderjylland, men nogle dage og i nogle tidsrum er der større risiko for at få ekstra ventetid i lufthavnen. 

Ret til kompensation ved flyforsinkelser

Hvis et fly bliver aflyst eller forsinket med mere end tre timer, og forsinkelsen ikke skyldes såkaldte ekstraordinære omstændigheder som dårligt vejr, strejker i lufthavnen eller restriktioner fra flykontrollen, så kan man som passager have ret til at få kontant kompensation på op til 4.500 kroner.
Kilde: AirHelp

Det viser tal fra AirHelp.

I Billund skal du undgå at rejse mandag og torsdag. Her har mere end hvert sjette fly været forsinket i årets første syv måneder.

Også de sene aften- og natfly skal man holde sig fra, hvis ikke man vil tilbringe ekstra tid i gaten. Her er mere end hvert fjerde fly forsinket. Til gengæld skal du gå efter morgenflyene mellem kl. 6 og 12, som er de mindst forsinkede.

Flyver du fra Esbjerg er mandage også den værste dag at rejse. Her er 25 procent af flyene forsinkede. I stedet skal du vælge at flyve tirsdag eller torsdag eftermiddag, hvor der er størst sandsynlighed for at flyene flyver til tiden.

Et godt sted at vælge, hvis du ikke vil rende ind i forsinkede fly, er lufthavnen i Sønderborg. Her er der kun sjældent forsinkelser. Om søndagen har der faktisk ikke været en eneste forsinkelse i årets første syv måneder. 

Med forsinkede fly tæller fly, der ankommer til destinationens gate med en forsinkelse på minimum 15 minutter. Ankomst regnes fra når døren til gaten åbner og lukker passagererne ud.