Trafikpres ved Vejle lettet

Afviklingen af trafikken over Vejle Fjord blev fredag lettet en smule. Vejdirektoratet har gjort den nye frakørselsrampe ved Vejle nord færdig, så Vejlesporet på broen er blevet åbnet.

Det gør det lettere at afvikle den lokale trafik på broen.

Den cirka 13 km lange strækning af Østjyske Motorvej mellem Skærup og Vejle Nord er ved at blive udbygget fra fire til seks spor.

Vejdirektoratet forventer at åbne den udbyggede strækning i efteråret 2013. Det er hele to år før oprindelig planlagt.

Den Østjyske Motorvej omkring Vejlefjordbroen er den travleste vejstrækning i Jylland og lidt af en flaskehals.

Fra 1997 til 2007 steg antallet af biler, der dagligt krydsede broen fra 42.700 til 63.800 - en stigning på knap 50 procent på ti år.

Vejlefjordbroen udvides ikke, men lokalsporet eller Vejlesporet mellem Vejle S og Vejle N forsvinder, når motorvejen henholdsvis syd og nord for broen bliver udvidet med ekstra spor. Der bliver altså kun ændret på afstribningen på broen, ikke på bredden eller antallet af spor.