Traner og borgere mod elledninger og elmaster

Beboergruppe i Vesterenge ved Ribe frygter for områdets traners liv. Dansk Ornitologisk Forening advarer mod store dødstal.

Vesterenge tæller ikke mange  beboere. Men deres engagement og bekymring er til gengæld stor. De er stærkt bekymrede for de traner, der flyver rundt i området.

- For 10 år siden var her ingen. Nu beriger de vores liv med deres tilstedeværelse. Vi kigger efter dem, nyder at høre deres trompeteren og vi snakker meget om dem, når vi mødes, siger Annette Aagaard Thuesen.

Men nu har Energinet.dk og regeringen støttet af partier udenfor regeringen planer om at opføre op til 35 meter høje elmaster på en strækning fra Holstebro over Esbjerg – og Vesterenge ved Ribe - til Tønder og videre over den dansk-tyske grænse. Elmasterne – eller rettere de ledninger, der går fra elmast til elmast – kan udgøre en livsfarlig risiko for især større fugle. Det bekymrer beboerne.

- Vi håber jo, at elmasterne ikke bliver opført, for har vi så traner om 10 år, spørger Annette Aagaard Thuesen. 

quote

Vi håber jo, at elmasterne ikke bliver opført, for har vi så traner om 10 år?

Annette Aagaard Thuesen, beboer, Vesterenge 

DOF, Dansk Ornitologisk Forening, har netop udsendt en advarsel til politikerne om, at elmasterne kan føre til hundreder af døde fugle.

- Det er rigtigt, at traner har det svært med elledninger, ligesom storken har det. Og det er bekymrende. Men den helt store bekymring for os er de mange tusinde trækfugle, der hvert år flyver fra den nærliggende Nationalpark Vadehavet og nordøst på. Her ligger elledningerne på tværs af deres trækrute, og det kan blive fatalt for mange fugle især i diset vejr, siger Kim Fischer fra DOF-Sydvestjylland. 

Ved bordet i Vivi Mulbjergs have i Vesterenge sidder beboerne og viser fotos og videoer af traner til hinanden. Hun kan ofte høre den store fugls karakteristiske lyd.

- Det er fantastisk. Og det er jo en stor fugl. Jeg så både en i går og i forgårs, siger hun.

Beboerne har deltaget aktivt i debatten, gået til informationsmøder og har også indsendt et høringssvar mod planen om den 170 kilometer lange el-linieføring. Nu håber de, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts (V) nye holdning – om at politikerne alligevel vil se på muligheden for at grave elledningerne ned i jorden – betyder farvel til elmaster, bekymring – og masser af døde fugle.