Travlhed for brandfolk: 13 markbrande på fire timer

Omkring Horsens har der på en time været fem brande, og i Syd- og Sønderjylland har brandvæsnet været kaldt ud til hele otte brande - alt sammen markbrande.

Tirsdag eftermiddag har brandfolkene i vores område haft rigtig travlt.

Fra kl. 14.15 og cirka en time frem har Sydøstjyllands Brandvæsen fået alarmer om hele fem brande i det samme område ved Brædstrup nordvest for Horsens.

- Høsten er i gang, og sammen med den knastørre natur kan selv den mindste gnist skabe de her markbrande, siger Henrik Dam, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Han oplyser, at det er tilfældigt, at alle fem brande er opstået i området omkring Brædstrup.

Ingen er kommet til skade

Også brandberedskabet i Sønderjylland har haft noget at se til tirsdag eftermiddag. Det er blandt andet rykket ud til Tønder og Visby.

- Der har været otte brande siden klokken 15. Alle har været markbrande, men er heldigvis bekæmpet, og hverken bygninger eller maskiner har været i fare, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD. 

Heller ikke ved Brædstrup har mennesker, maskiner eller huse været i fare på grund af branden, oplyser vagtchefen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.