Tre dræbt i sammenstød mellem lastbil og personbil

En alvorlig ulykke nord for Brædstrup har torsdag eftermiddag kostet tre mennesker livet.

Ulykken skete på Silkeborgvej fem kilometer nord for Brædstrup, hvor en lastbil og en personbil stødte frontalt sammen. 

De tre, der mistede livet, befandt sig i personbilen. Det er en 34-årig mand fra lokalområdet og hans to børn på henholdsvis syv og et år, oplyser Sydøstjyllands Politi. De pårørende er underrettet.

Lastbilens chauffør var en 33-årig kvinde, der nu er på hospitalet til behandling for chok og knubs.

- Vi har endnu ikke nogen forklaring på, hvad der var årsag til, at de to køretøjer stødte sammen. Det skal vores tekniske undersøgelser og eventuelle vidners observationer være med til at klarlægge, siger vagtchef Jesper Brian Jensen, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Landevejen mellem Horsens og Silkeborg var spærret i fire timer på grund af den alvorlige ulykke - men blev genåbnet ved 19-tiden.