Tre familiemedlemmer sparkede og trampede 50-årig til døde

En ung mand, hans mor og onkel er fundet skyldige i brutalt overfald på 50-årig mand i Vejle sidste år.

Tre familiemedlemmer er fredag blevet kendt skyldige i vold med døden til følge i en drabssag fra Vejle.

Det har et enigt nævningeting ved Retten i Kolding afgjort.

De tre familiemedlemmer - en ung mand på 22, hans 52-årige mor og 40-årige onkel - var tiltalt for manddrab.

Offeret - en 50-årig mand - blev fundet død i en lejlighed i Fredericiagade i Vejle 29. april sidste år.

Skaderne på manden var omfattende. Der var brud på ribben, en sammenklappet lunge, blødning i hjerne og øjne og en bristet pulsåre ved nakken.

Der var samlet set tale om flere end 50 læsioner.

Manden var efter lægernes opfattelse blevet udsat for slag og spark mod overkrop og hoved. Desuden var der taget halsgreb på ham.

Lejligheden bar tydeligt præg af tumult. Ovnen var knust, og der var smadret porcelæn.

Det er uklart, hvad der var motivet for volden mod den 50-årige.

Men kvinden havde på dagen, da overfaldet fandt sted, været på indkøbstur til Tyskland sammen med den nu afdøde.

Her havde hun købt nogle øl, som hun ifølge et vidnes forklaring havde bedt manden betale for, da hendes dankort ikke virkede.

Da den afdøde om aftenen indfandt sig i kvindens lejlighed for at aflevere varerne fra indkøbsturen, opstod der angiveligt et skænderi, som udviklede sig til vold.

Dommere og nævninger har ikke kunne fastslå, hvem der gjorde hvad, og derfor er alle tre blevet dømt for vold i forening.

Retten har vurderet, at de tiltalte ikke havde forsæt til at slå den 50-årige ihjel, og derfor har man frifundet dem for manddrab.

Den unge mand havde på forhånd erkendt vold med døden til følge. Han har forklaret, at han handlede i selvforsvar, fordi den 50-årig trak en kniv imod ham.

Den 22-årige har ifølge sin egen forklaring i retten haft en barndom og opvækst præget af morens massive alkoholforbrug.

Efter retten har vurderet skyldsspørgsmålet, skal der nu udmåles en straf.

/ritzau/