Tre gange så mange sager om menneskesmugling

Ikke kun politiet i Kolding har mærket, at indsatsen mod menneskesmuglere er skærpet. På landsplan er antallet af sager om menneskesmugling tredoblet.

Det viser foreløbige tal fra Rigspolitiet, som TV 2 har fået indsigt i. Politiet skærpede 1. september indsatsen mod menneskesmuglere. Og tallene viser, at der i september i år er sigtet 46 personer i 44 sager. I samme måned sidste år var der 15 sager og 23 sigtelser.

Som TV SYD tidligere har nævnt, er Kolding blev et centralt afleveringssted for menneskesmuglerne. TV 2 kunne tirsdag fortælle, at banegården i Milano bliver brugt som springbræt mod et bedre liv i Nordeuropa. Og Kolding banegård er det danske mål for mange af menneskesmuglerne.

Udviklingen glæder politidirektør i Rigspolitiet, Svend Larsen:

- Det er rart at se, at indsatsen virker. Det giver os kun blod på tanden til at køre det videre, siger han til TV 2 Nyhederne og fortsætter:

- Det er gået markant bedre, end vi havde troet, for det er svære sager, og vi havde troet, vi ville få svært ved at få mange sigtelser og tiltaler ud af det, men vi kan se, at det er steget voldsomt i antal sager, siden vi er gået i gang.

Det er især én type af menneskesmuglere, som politiet har fået mere fat i ved den øgede indsats.

- Vi har fået markant flere 'slusere', som er dem, der følger folk i toget eller kører bilen, sat i fængsel, siger Svend Larsen.

Siden 1. september har politiet haft skærpet opmærksomhed på menneskesmugling.

- Det, vi ser i tallene nu, er resultatet af vores indsats. Men det er kun første del. Vi skal også have fat på bagmændene, siger Svend Larsen.