Tre kommuner holder vejret: Bliver naturpark godkendt?

I 2014 blev Naturpark Lillebælt udpeget som naturpark på forsøgsbasis. Det forsøg vil de tre kommuner, der er med i projektet, have gjort permanent.

Fredericia, Kolding og Middelfart Kommune holder vejret. Kommunerne venter i spænding på, om Naturpark Lillebælt bliver permanent. Det 370 kvadratkilometer store område er et sted med usædvanlig smukke og overraskende naturoplevelser og masser af kulturhistorie.

I 2014 førte det til, at området blev udpeget som naturpark på forsøgsbasis. Det har de tre kommuner, der er med i projektet, været vilde med, og derfor har de ansøgt om at blive Dansk Naturpark. Det er nemlig ikke uden betydning for kommunerne at få det stempel.

- Det er et kvalitetsstempel på det natur, vi har, og hvor fantastisk den er. Det er vigtigt for borgerne at vide det. Nogle gange glemmer vi det, der er lige udenfor vores hoveddør, siger Christian Bro (S), formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, til TV SYD.

Hvis naturparken skal være permanent, så kræver det, at Friluftsrådet sætter sit blå stempel på Lillebælt. Mandag aften blev det sidste møde i naturparkrådet inden afgørelsen afholdt. Hvis det står til Søren Larsen fra Friluftsrådet, så skal Lillebælt være Dansk Naturpark.

- Hvis det står til mig, så er jeg vildt begejstret for det, for vi danskere er tæt forbundet til havet og kysten. Der er mange gode historier at hente under overfladen her ude ved Lillebælt, siger Søren Larsen til TV SYD.

Få et indblik i den unikke natur under overfladen øverst i artiklen.