Tre kvæstet ved trafikulykke på Als

Tre personer blev kørt til sygehuset efter en trafikulykke syd for Augustenborg tirsdag morgen. To biler kørte sammen. I den ene bil måtte en far og søn skæres fri.

Ulykken skete på Langdel, der er en sidevej til Augustenborg Landevej.

Den kvindelige chauffør i den anden bil blev også bragt til sygehuset, formentlig kun med overfladiske skader.

Syd- og Sønderjyllands Politi sendte ambulancer til ulykkesstedet, da alarmen indløb 7.39.

Redningsfolk fra brandværnene i Sønderborg og Augustenborg sikrede, at de to fastklemte kom fri.