TV der bevæger dig

Tre mænd dømt for vold og selvtægt efter sex-rygter

Retten i Kolding lagde i strafudmålingen vægt på, at der var tale om afstraffelse af den 30-årige mand. Foto: TV SYD

Tre mænd på 19, 20 og 21 år fra Fredericia er blevet dømt i en sag om afstraffelse og selvtægt mod en 30-årig mand, som der gik rygter om, at han havde sexkrænket børn.

Den 10. oktober 2016 sad de tre nu dømte, den 30-årige mand og en yngre kvinde og spillede drukspil i en lejlighed i Fredericia.

På et tidspunkt blev den 30-årige træt og gik i seng. De fire øvrige kom herefter til at snakke om mænd, der krænker børn seksuelt. I den sammenhæng fortalte den yngre kvinde, at hun havde hørt, at den 30-årige havde en sag kørende om bluffærdighedskrænkelse over for børn.

De tre mænd blev herefter vrede og ville straks konfrontere den 30-årige med, hvad de havde hørt. Da de ikke ville give sig til kende over for den 30-årige, maskerede de sig med hættetrøjer og viskestykker.

Iført maskeringen gik de tre mænd herefter ind og vækkede den 30-årige. De konfronterede ham straks med, hvad de havde hørt.

- Den 30-årige forklarede i retten, at han på det tidspunkt bekræftede over for dem, at han havde en verserende sag om blufærdighedskrænkelse over for børn. To af de tre mænd slog herefter den 30-årige flere gange i ansigtet med knyttet hånd. Da volden begyndte, valgte den 20-årige dog at forlade soveværelset. Alligevel blev han dømt for medvirken til vold, idet han burde kunne forvente, at de iført maskeringen skulle udøve vold mod den 30-årige, oplyser anklagerfuldmægtig Bjørn Dahl Larsen i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Den 19-årige, der tidligere var straffet for vold, blev straffet med fire måneders ubetinget fængsel. Den 21-årige, der ikke tidligere var straffet for vold, blev straffet med tre måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Den 20-årige blev dømt for medvirken og blev straffet med 30 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

De tre mænd modtog dommen.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden