Tre mænd fængslet for drabsforsøg i Flensborg

En 40-årig mand blev tidligt søndag morgen tæsket i Flensborg. Tre mænd med bopæl i Danmark er varetægtsfængslet for drabsforsøg.

En gruppe på fem mænd, herunder de tre fra Danmark, kom ifølge anklagemyndigheden af uvisse årsager op at skændes med to andre mænd tidligt søndag morgen uden for et diskotek i Flensborg.

Det udviklede sig voldeligt, så en 40-årig mand blev slået i jorden og herefter sparket flere gange i hovedet.
Han blev tæsket så voldsomt, at han ifølge anklagemyndigheden var i livsfare.

Det skriver JydskeVestkysten, som citerer avisen Flensburger Tageblatt.

Mandag eftermiddag blev hans tilstand betegnet som kritisk, fortalte en talsperson ved politiet til den tyske avis.

Gruppen på fem mænd stak ifølge anklagen efterfølgende af fra stedet, men de blev anholdt samme dag. To af mændene er senere blevet løsladt.

Det fremgår ikke af artiklen, hvornår retsmødet fandt sted, hvordan de tre mænd forholder sig til sigtelsen, eller hvad de selv skulle have forklaret om sagen.

Mændene er 39 og 40 år gamle.