Tre milliarder mere i LEGOs penge-tank

KIRKBI A/S koncernen, der er LEGO-familiens penge-tank, opnåede i 2011 et resultat på tre milliarder kroner efter skat.

KIRKBIs samlede aktiver udgjorde 32,4 milliarder kroner ved udgangen af 2011 mod 29,3 milliarder kroner i 2010
Egenkapitalen udgjorde 23,8 milliarder kroner ved udgangen af 2011 mod 21,1 milliarder kroner i 2010.

- Resultatet er tilfredsstillende og skyldes først og fremmest stærk vækst og endnu et rekordoverskud i LEGO Koncernen, men også at vores finansielle investeringer har klaret sig godt, siger Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør i KIRKBI A/S.

KIRKBIs aktiviteter er koncentreret på tre områder: 75 procent ejerandel i LEGO Koncernen, som udvikler, producerer, markedsfører og sælger legematerialer. De resterende 25 procent ejes af LEGO Fonden, og 36 procent ejerandel i Merlin Entertainments Group, som er verdens næststørste aktør på området for forlystelsesparker og andre fritidsattraktioner, herunder ejer af LEGOLAND Parkerne og LEGOLAND Discovery Centers samt investeringsaktiviteter, som omfatter ejendomme, værdipapirer, private equity, varemærker, investering i unoterede virksomheder samt investeringer indenfor vedvarende energi.