Tre nye uddannelser til Esbjerg

Tirsdag offentliggjorde uddannelse- og forskningsministeriet 19 nye uddannelser i hele landet. Tre af dem ryger til Esbjerg.

De tre nye uddannelser i Esbjerg:

Kandidatuddannelse i bioprocesteknologi, Aalborg Universitet Esbjerg:

Uddanner civilingeniører inden for bioteknologi og bioenergi med fokus på produktionsvirksomheder.

Mellem 20-30 studerende om året.

 

Teknologisk diplomuddannelse i projektledelse, UC SYD:

Uddanner indenfor projektbaserede aktiviteter inden for blandt andet industri, byggeri, it-virksomheder eller i offentlige og politisk styrede organisationer.

30 studerende om året.

 

Diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration, UC SYD:

20 studerende om året.

Fra næste år kan kommende studerende søge ind på tre nye uddannelser i Esbjerg By.

Det præsenterede uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen, Soc.dem., tirsdag.

- Det er en glædelig nyhed. Vi har stor fokus på at tiltrække uddannelser til byen og erhvervslivet. Det er uddannelser, hvor vi har et behov og som passer ind i det erhvervsliv, der er i området, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, Venstre, til TV SYD.

I alt præsenterede undervisningsministeren 19 nye uddannelser, hvoraf 15 af dem bliver placeret uden for landet fire største byer.

De nye uddannelser glæder også formanden for folketingets børne- og undervisningsudvalg, Anders Kronborg, Soc.dem., der er valgt i Esbjerg bykreds.

- Det er svært at få armene ned. Der er ingen tvivl om, at vi skal arbejde hårdt for at sikre, at vores område og uddannelser er attraktive for vores unge og er med til at skabe bedre balance i landet.