Tre personer varetægtsfængsles efter knivstik

Efter nattens knivstikkeri blev tre personer sigtet for grov vold og salg af narkotika. Nu er de varetægtsfængslet.

Natten til tirsdag rykkede Syd- og Sønderjyllands Politi ud til en adresse i Esbjerg, hvor de fandt en 36-årig mand med skader fra knivstik.

Tre personer blev efterfølgende anholdt. Der er tale om to 32-årige mænd og en 28-årig kvinde. De blev fremstillet i grundslovsforhør tirsdag sidst på eftermiddagen.

De tre personer blev sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 245 om legemesangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.Desuden blev de sigtet for overtrædelse af paragraf 191 om salg af narkotika.

De sigtede er blevet varetægtsfængslet i 14 dage. De nægter sig skyldige i begge forhold.

Det 36-årige offers tilstand er stabil.